|
Downs syndrom, trisomi 21, er den hyppigste autosomale kromosomsygdom (dvs. ikke-kønskromosomal sygdom), og den hyppigste årsag til mental retardering. Ca. halvdelen har en medfødt hjertefejl og også andre sygdomme/handicap ses: bl.a. syns - og hørehandicap, øget risiko for sygdomme i skjoldbruskkirtlen og øget risiko for leukæmi. Senere i livet kan de få Alzheimers demens.
Kromosomfejlen er i ca. 95 % en såkaldt fri trisomi, dvs. der er 47 kromosomer, idet der er 3 kromosomer nr. 21. Fejlen opstår ved en fejldeling i kønscellerne, i de fleste tilfælde i moderens ægceller. Nogle få procent har en translokationstrisomi, idet der foreligger 46 kromosomer med et abnormt translokationskromosom, der kan bestå af f.eks. kromosom nr. 14 og nr. 21. Det samlede antal kopier af kromosom 21 er dermed tre. I ca. halvdelen af sådanne tilfælde er translokationen nedarvet fra en rask translokationsbærer med 45 kromosomer. Dette er den arvelige form for Downs syndrom. Endelig findes såkaldte mosaiktilstande, hvor en fejldeling er sket efter æggets befrugtning. Herved kan der være såvel normale celler som celler med trisomi 21.
Risikoen for at få et barn med Downs syndrom stiger med moderens alder, hvorimod faderens alder ikke synes at spille en rolle. Der har dog været studier der kunne tyde på en vis risiko for ældre mænd.
Den karakteristiske fænotype ved Downs syndrom kan tilskrives et lille segment på kromosom 21 (”Downs syndrome critical region”). Det ved man bl.a. fordi partielle trisomier der omfatter andre områder af kromosom 21 medfører mental retardering, men ikke udseendet som ved Downs syndrom.
I de seneste år har man fået mere viden om de gener der er indeholdt i kromosom 21. Der er ca. 400 gener, og da der er tre kopier af kromosom 21 i cellen vil genudtrykket (ekspressionen) kunne være ca. 1.5 gange det normale. Dette er vist for flere gener. Men der er formentlig et komplekst samspil af generne, som kan føre til yderligere dysregulering af mange gener.
|